Færdselsstyrelsen skal anskaffe et eller flere it-system/er til it-understøttelse af Færdselsstyrelsens afvikling af digitale teoriprøver.
Færdselsstyrelsen afvikler i dag teoriprøver ifm. kørekorterhvervelse analogt, hvor borgeren (eleven) afgiver sine prøvesvar på et fysisk besvarelsesark. Prøven rettes herefter manuelt af den tilsynsførende ved hjælp af fysiske retteark. I nærværende projekt udbyder Færdselsstyrelsen anskaffelse, implementering samt support og vedligehold af en løsning til afvikling af digitale teoriprøver med henblik på at levere en brugervenlig og tidssvarende prøveafvikling hvor analoge og manuelle processer reduceres. Løsningen skal således afløse den nuværende papirbaserede arbejdsgang med henblik på at optimere afviklingen af den enkelte prøve til glæde for borgerne samt medarbejderne i Færdselsstyrelsen. Færdselsstyrelsen lægger vægt på at indkøbe et standardsystem, der kan konfigureres i forhold til Færdselsstyrelsens identificerede behov, jf. bilag 3.A Kravspecifikation. Færdselsstyrelsen forventer at anvende Løsningen til oprettelse og opbevaring af prøvespørgsmål, afvikling af prøver samt opbevaring af data fra den enkelte prøve.
Færdselsstyrelsen afvikler årligt ca. 200.000 teoriprøver.