Digitaliseringsstyrelsen udbyder levering, drift/hosting, udvikling, vedligehold og support af et Contract Management-system.
Digitaliseringsstyrelsen har siden 2011 arbejdet med Contract Management. Dette arbejde understøttes af Kontoret for Digitaliseringsret (KDR), som blandt andet er ansvarlig for systemunderstøttelsen deraf. Digitaliseringsstyrelsens kontrakt for nuværende Contract Management-system udløber den 31. december 2020 og skal igennem nærværende udbudsforretning konkurrenceudsættes. Ved nærværende udbud ønsker Digitaliseringsstyrelsen at indhente tilbud på et Contract Management-system indeholdende system og ydelser. Systemet angår levering af et software-as-a-service-system inkl. licenser, drift/hosting, vedligeholdelse, udvikling og support. Ydelserne indeholder undervisning og konsulenttimer til yderligere special tilpasning-/udvikling mv.
Digitaliseringsstyrelsen anser eget modenhedsniveau for Contract Management for højt og har en vision om at professionalisere og modne dette yderligere igennem systemunderstøttelse. Dette indebærer blandt andet øget brug af digitaliserede og automatiserede processer, høj brugerinvolvering, effektiv administration af kontrakter samt datadrevet informationsgrundlag som skal sikre transparens og understøtte styrelsens indkøb og kontraktcompliance. Contract Management indgår som en naturlig del af styrelsens daglige arbejde, og den enkelte medarbejder skal opleve øget involvering, mindre personafhængighed og færre ressourcer brugt i styringen af styrelsens kontrakter og GDPR-fortegnelser.
For at understøtte ovenstående, har Digitaliseringsstyrelsen i sit arbejde med at kravspecificere en fremtidig løsning, primært fokuseret på strukturen for opbygningen af kontraktarkiv og GDPR-fortegnelser, systemunderstøttelsen af forpligtelsesstyring og arbejdsgange og mulighederne for at kunne rapportere på hhv. den samlede kontraktsportefølje og compliance for GDPR-fortegnelser.