Indsamlingen af farligt affald i Københavns Kommune foregår i seks forskellige ordninger, og dækker også klinisk risikoaffald fra husholdninger og mindre mængder småt elektronikaffald. De seks ordninger benævnes som følgende: 1) Viceværtordning, 2) Miljøbilen, 3) Farvehandlerordning, 4) Boksordning, 5) Apotekerordning og 6) Kanyleordning.
Der er ca. 1 500 ejendomme som er tilmeldt viceværtsordningen, heraf er hovedparten registreret med bestillingsordning. I 2015 blev der foretaget ca. 5 700 afhentninger af farligt affald i viceværtsordningen.
Miljøbilen kører ca. 8 indsamlingsdage om måneden. I 2015 havde Miljøbilen 3-4 stoppesteder pr. bydel og der blev i alt indsamlet 7 800 kg affald. Miljøbilen forventes nedlagt i kontraktperioden.
Der er ca. 40 farvehandlere tilmeldt farvehandlerordningen, heraf er hovedparten registreret med bestillingsordning. I 2015 blev der foretaget ca. 115 afhentninger af farligt affald i farvehandlerordningen.
Der er ca. 18 000 villaer og rækkehuse tilmeldt boksordningen. I 2015 blev der foretaget ca. 14 700 afhentninger af bokse i boksordningen.
Alle apoteker i Kommunen kan være med i apotekerordningen. Affaldet fra apotekere indsamles i fast rute hver 5. uge. I 2015 blev der foretaget ca. 270 afhentninger i apotekerordningen.
Kanyleordningen omfatter 3 forskellige delydelser vedrørende klinisk risikoaffald som kanyler o. lign.: 1) afhentning fra væresteder, fixerum o. lign. for stofbrugere, 2) tilsyn og tømning af opsatte kanylebeholdere på offentlige steder i Kommunen, samt 3) oprydning af henkastet affald herunder kanyler i forbindelse med borgeres stofbrug på offentlige steder i Kommunen. I 2015 blev der foretaget ca. 22 800 afhentninger/tilsyn.