Motorstyrelsen udbyder en fireårig rammeaftale om produktion og levering af nummerplader og tilknyttede ydelse til motorkøretøjer i Danmark. Rammeaftalen tildeles én leverandør.
Rammeaftalen indeholder en option, der giver Grønlands Politi mulighed for at få produceret og leveret nummerplader til Grønland.
Motorstyrelsen vil i udbudsbekendtgørelsen herefter være benævnt "ordregiver".
En af ordregivers opgaver er at sikre, at alle motorkøretøjer i Danmark er registreret korrekt. Til brug for opfyldelsen af denne opgave udbyder ordregiver en rammeaftale om produktion og levering af nummerplader og tilknyttede ydelser.
Den kommende leverandør skal producere nummerplader til ordregivers egne fire (4) motorekspeditioner, som i øjeblikket er lokaliseret i Høje-Taastrup, Odense, Aarhus og Aalborg, de ca. 2 500 synshaller og til de bilforhandlere, som ordregiver har autoriseret til at foretage registreringer samt omregistreringer af motorkøretøjer i Danmark, samt til private borgere.
Den daglige håndtering og tildeling af registreringsnumre til nummerpladerne foregår via ordregivers eget IT-system – Digitalt Motor Register (i det efterfølgende benævnt ”DMR”). DMR tilgås via internettet og benyttes af synshallerne, bilforhandlerne og private borgere til brug for bestilling af nummerpladesæt, nummerplader, registrering og omregistrering af køretøjer. I forbindelse med denne rammeaftale vil DMR blive anvendt i samarbejdet med den kommende leverandør til styring af bestillinger og forsendelse af nummerplader.