GEUS ønsker at indkøbe et UHPLC-HRMS apparatur med ionmobilitet spektrometri (IMS). Formålet er at give GEUS mulighed for at anvende UHPLC-IMS-HRMS metoden til analyser af grundvandsprøver for at bidrage til et paradigmeskifte inden for vores tilgang til og viden om forekomsten af organiske forureningskomponenter i grundvand. Et væsentligt resultat af implementering af metoden vil således være, at der skabes øget viden om, hvilke miljøfremmede stoffer, der findes i grundvandet i Danmark.
GEUS ønsker at indkøbe et UHPLC-HRMS apparatur med ionmobilitet spektrometri (IMS). Formålet er at give GEUS mulighed for at anvende UHPLC-IMS-HRMS metoden til analyser af grundvandsprøver for at bidrage til et paradigmeskifte inden for vores tilgang til og viden om forekomsten af organiske forureningskomponenter i grundvand. Et væsentligt resultat af implementering af metoden vil således være, at der skabes øget viden om, hvilke miljøfremmede stoffer, der findes i grundvandet i Danmark.
Yderligere er det hensigten at metoden på længere sigt skal kunne udvikles, så der ved analyse af en vandprøve kan screenes kvalitativt for hvilke organiske forureninger (pesticider, perfluorerede forbindelser, organiske mikroforureninger, naturlige toksiner, medicinrester, osv.), der findes i vandprøven. Herefter vil der på baggrund af forekomster efterfølgende kunne foretages kvantitativ analyse af de forureningskomponenter, der forefindes referencestandarder for med de hidtil anvendte kvantitative analysemetoder.
GEUS ønsker at kunne identificere såvel moderstoffer som kendte og endnu ukendte nedbrydningsprodukter, der findes i en vilkårlig vandprøve. Dette giver øget mulighed for at handle i forhold til forureninger sammenlignet med hidtil. En succesfuldt implementeret metode vil bl.a. kunne anvendes til at sikre, at forureninger af grundvandet, som de nyligt erkendte forureninger med DMS og DPC, opdages tidligere. Det er vores forventning, at særligt lignende små polære molekyler kan udgøre en risiko for forurening af grundvandet, hvorfor det apparatur, der anskaffes, i videst muligt omfang skal kunne detektere sådanne molekyler.
Specifikt ser vi implementering af metoden som et vigtigt værktøj i forbindelse med vurdering af nedbrydningsprodukters dannelse under danske geologiske og klimatiske forhold. Denne viden giver GEUS mulighed for at bestemme nedbrydningsprodukternes risiko for udvaskning til grundvandet. Et vigtigt aspekt er herunder metodens mulighed for retrospektiv dataanalyse i forhold til udvikling i forekomsten af forureninger over tid. Dette vil blandt andet kunne målrette prioritering af kvantitative analyser i VAP, GRUMO, boringskontrollen og forureningsundersøgelser, samt styrke godkendelsesordningen ifm. VAP-data grundlaget.
Udvælgelsen af kvantitative analyser vil ud fra UHPLC-IMS-HRMS data kunne prioriteres på grundlag af reelle forekomster af forureningskomponenter i en given vandprøve frem for som i dag på opstillede “worst-case” scenarier. På sigt forventes en samfundsøkonomisk gevinst i forbindelse med kvantitative analyser, idet stoffer, der ikke er relevante i en given kontekst, kan nedprioriteres. GEUS forventer et stort årligt gennemløb af vandprøver og ønsker derfor, at det indkøbte apparatur og medfølgende software understøtter dette behov, med mulighed for korte analysetider og fyldestgørende software workflow løsninger.
Generelt agter GEUS med anskaffelsen at styrke indsatsen i al fremtidig forskning indenfor miljøfremmede stoffer i grundvandet, samt pesticiders omdannelse i jord- og vandmiljøet, gerne i samarbejde med andre forskningsinstitutioner og andre samarbejdspartnere.