Arbejdet omfatter alle ydelser i tilknytning til afhentning, transport og behandling af de angivne typer af farligt affald og levering af opsamlingsmateriel for de angivne typer af farligt affald i tilbudslisten. Udbuddet omfatter ikke afhentning, transport og behandling af kategorien spildolie.
SGA udbyder hermed afhentning, transport, afsætning og behandling af farligt affald fra genbrugspladserne i Silkeborg Kommune i offentligt udbud efter reglerne i udbudslovens afsnit II.
Arbejdet udbydes for en periode på 4 år med start den 1. oktober 2020 og med udløb uden yderligere opsigelse den 30. september 2024 med en option for udbyder på forlængelse af kontraktperioden på uændrede vilkår i et vilkårligt antal måneder op til 2 år. Senest med udgangen af marts 2024 vil dette blive afklaret af SGA og tilbudsgiver vil blive orienteret om SGA ønsker at anvende optionen eller om SGA ønsker at udbyde arbejdet i et nyt udbud.
Arbejdet med afhentning, transport og behandling af farligt affald fra genbrugspladserne omfatter følgende overordnede aktiviteter:
- Afhentning, transport og behandling af farligt affald fra de 4 genbrugspladser.
- Levering af godkendt opsamlingsmateriel til en række nærmere angivne typer af farligt affald.
- Levering af letforståelige, klare og entydige sorteringsvejledninger og skilte, der angiver typerne af farligt affald i det forskellige opsamlingsmateriel.
- Afholdelse af interne opfriskningskurser for genbrugspladsernes medarbejdere i forhold til sorteringen og brug af sorteringsvejledninger.
- Forefaldende vejledning og assistance omkring pakning og mærkning samt øvrig informationsassistance til medarbejderne på genbrugspladserne.
Tilbudsgiveren skal afgive et samlet tilbud på afhentning, transport og behandling af farligt affald fra genbrugspladserne baseret på afgivelse af enhedspriser på samtlige ydelser i tilbudslisterne.
SGA vil vælge tilbudsgiver ud fra tildelingskriteriet – laveste pris.
SGA lægger meget stor vægt på kvaliteten i arbejdet med og samarbejdet omkring afhentning, transport og behandling af farligt affald fra genbrugspladserne og forlanger, at transportøren udarbejder og fremlægger en kvalitets- og arbejdsplan, der skal danne grundlag og fungere som manual for arbejdets korrekte og fyldestgørende udførelse.