Udbuddet omhandler en række ydelser forbundet til brandmateriel og førstehjælpsmateriale. Den primære ydelse er levering og service af brandmateriel som brandslukkere, slangevindere og brandtæpper. Aftalen indeholder derudover levering og optankning af førstehjælpskasser, levering og funktionskontrol af hjertestartere samt service af automatiske branddørslukningsanlæg (ABDL-anlæg).
Ordregiver har i bilag B til udbudsbetingelserne på baggrund af indkøbsdata fra 2016 estimeret en omsætning. Den vindende tilbudsgiver bør ikke forvente, at denne omsætning opnås indenfor den første del af kontraktsperioden, da flere af Københavns Kommunes institutioner skal have opsagt eksisterende aftaler på området. Kontrakten træder først i kræft pr. 1.1.2019, så de enkelte institutioner har tid til at få opsagt eksisterende aftaler. Ordregiver har ikke mandat til at opsige aftaler for institutionerne, men vil i samarbejde med repræsentanter fra forvaltningerne og den vindende tilbudsgiver arbejde henimod at få en så stor del af institutionerne som muligt over på rammeaftalen inden aftalens ikrafttrædelse. Samtidig vil Ordregiver i forbindelse med statusmøder rette henvendelse til institutioner, som ikke fremgår af oversigten over kunder. Den vindende tilbudsgiver kan derfor forvente en stigende omsætning henover aftalens løbetid.