Østjylland er et område i vækst, hvorfor det ønskes at opføre en ny fuldtidsstation i Lisbjerg. Formålet er primært, at sikre en bedre dækning for borgerne i det nordlige Aarhus, fastholde robustheden i Aarhus midtby og samtidig hurtigt at kunne bistå andre brandstationer i Østjylland.
Station Aarhus Nord skal vise vejen for et godt arbejdsmiljø via gennemtænkte indretningsløsninger, der understøtter et godt flow i arbejdsprocesserne med fokus på adskillelse af rene og beskidte områder. Herudover er veldisponerede arbejds- og opholdsarealer, et godt indeklima og attraktive muligheder for ophold og aktivitet, inde og ude, ved døgnophold på stationen afgørende.
Brandstationen kategoriseres i 2 forskellige zoner: semi-offentlig og privat og skal i alt udgøre ca. 1 120 m2, hvoraf ca. 75 m2 er uopvarmet areal.
Østjyllands Brandvæsen I/S udbyder totalrådgivning i forbindelse med opførelse af en ny brandstation i Aarhus Nord. Ordregiver ønsker at modtage tilbud fra rådgiverteams med arkitekter og ingeniører. Udbuddet gennemføres i 2 faser – prækvalifikation og tilbud.