Fiskeristyrelsen udbyder en kontrakt om skibsteknisk rådgivning med en forventet varighed på 5 år.
Kontrakten omfatter skibsteknisk rådgivningsbistand i forbindelse med nybygningen af et nyt fiskerikontrolskib. Rådgivningsbistanden skal gives i flere forskelligartede faser, herunder både i forhold til gennemførelsen af udbud af skibsbygningskontrakten, i forhold til selve byggefasen (tilsyn med byggeprocessen, m.v.), afleveringen af det nybyggede skib, samt eventuelt (som option) i forhold til at gennemføre salget af skibet ”Vestkysten”.
Rådgiveren forventes således at have erfaringer med både udbud, design og udvikling af skibe, samt gennemførelse af tilsyn.
Kontrakten om nybygningen af skibet vil blive indgået i overensstemmelse med udbudsloven. Det er forventningen, at udbuddet vil blive gennemført som et udbud med forhandling.
Fiskeristyrelsen har ansvaret for at gennemføre regeringens fiskeripolitik, og styrelsen forestår bl.a. kontrollen med fiskeriet i de danske farvande. I dag anvendes fiskerikontrolskibet ”Vestkysten” til at kontrollere farvandet i Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat. Fiskeristyrelsen skal derfor bygge et nyt Fiskerikontrolskib, der kan erstatte ”Vestkysten”. Det er i denne forbindelse Fiskeristyrelsen ønsker at indgå kontrakt om skibsteknisk rådgivning.
Det nye fiskerikontrolskib skal – ligesom ”Vestkysten” – indgå i redningsberedskabet, samt varetage bugseringsopgave som supplement til hovedopgaven med national og international fiskerikontrol. Skibet skal herudover varetage miljøopgaver for Miljøstyrelsen, såsom vandprøvetagning, hvilket Vestkysten også gør i dag. Skibet skal derfor være udstyret med et boarding-bådsarrangement, slæbespil samt et dragt-/udstyrsrum.
Dimensionerne for det nye fiskerikontrolskib forventes at være en længde på op til 60 meter, en bredde på ca. 11 meter og en dybgang på maksimalt 4 meter. Skibet skal kunne skyde en fart på 18 knob. Skibet skal endvidere kunne rumme behandlerrum, kondirum, opbevaringsrum, kontor, værksted, vaskeri, tavlerum, proviantrum og kabys samt sovepladser op til 14 personer.
Med henblik på skibets forventede lange levetid bør der i design og konstruktion tages højde for fremtidige krav til skibets drift og opgavevaretagelse, herunder bl.a. platform for droneflyvning, servicering og kontrol af kameraovervågningsudstyr på fiskefartøjer, DP-positioneringsudstyr, miljøkrav og mulighed for el-drift/LNG-drift (kondenseret gas).
Kontrakten om skibsteknisk rådgivning vil omfatte rådgivningsbistand i 7 faser:
I fase 1 vil rådgiveren skulle bistå med at udarbejde færdigt design af det skib, der skal bygges. Designet vil skulle anvendes som kravspecifikation i udbuddet af kontrakten om skibsbygningen.
I fase 2 vil rådgiveren i tæt samarbejde med Fiskeristyrelsen og styrelsens advokat, Kammeradvokaten, skulle udarbejde udbudsmateriale, der er egnet til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud fra et kvalificeret værft. I denne fase vil rådgiveren ligeledes skulle bistå Fiskeristyrelsen med udarbejdelse af teknisk bilagsmateriale for byggeprogrammet udover kravspecifikationen.
I fase 3 vil rådgiveren skulle bistå Fiskeristyrelsen med gennemførelsen af udbuddet af kontrakten om skibsbygning, herunder prækvalificering af ansøgere, deltagelse i forhandlingsmøder, tilbudsevaluering, m.v.
I fase 4 vil rådgiveren skulle føre tilsyn med værftets arbejde, samt herunder bl.a. forestå byggeledelse og administration. Rådgiveren vil i den forbindelse skulle afsætte en fast tilsynsressource, som kan varetage de daglige tilsynsopgaver.
I fase 5 vil rådgiveren skulle sikre at afleveringen af skibet gennemføres tilfredsstillende og i overensstemmelse med kontrakten, herunder bl.a. i forhold til prøvesejlads, indhentelse af fornødne myndighedsgodkendelser og certifikater, udarbejdelse og administration af mangelsliste, m.v.
I fase 6 vil rådgiveren skulle tilrettelægge og medvirke til 1-årseftersynet, samt vurderingen af, om eventuelle sikkerhedsstillelser kan nedskrives. Rådgiveren vil ligeledes skulle føre og kontrollere mangellisten.
I fase 7 – såfremt Fiskeristyrelsen gør brug af sin option – vil rådgiveren skulle kunne bistå styrelsen i forbindelse med salg af ”Vestkysten”, herunder i forbindelse med vurdering af stand og prissætning, udarbejdelse af relevant dokumentation, kontakt til potentielle købere, m.v.
Rådgiveren forventes således at have relevant erfaring med både udbud, design og udvikling af skibe, samt erfaring med gennemførelse af værtstilsyn.
Det er vigtigt for Fiskeristyrelsen, at rådgiveren i vidt omfang agerer selvstændigt i alle faser, og at Fiskeristyrelsen således alene i begrænset omfang vil skulle afsætte ressourcer til projektet.
Se Opgavebeskrivelse og kravspecifikation (bilag 1) for yderligere.