Construction work | Tenderlake

Construction work

Contract Value:
DKK 100M - 140M
Notice Type:
Contract Notice
Published Date:
26 December 2015
Closing Date:
26 January 2016
Location(s):
DK012 Københavns omegn (DK Denmark/DANMARK)
Description:

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital udbyder en Offentlig-Privat Samarbejdsaftale (OPS) om etablering og drift af centralt kombineret køle- og varmepumpeanlæg i kombination med et ATES anlæg (Aquifer Thermal Energy Storage) på Bispebjerg Hospital, bestående af forventeligt 12 ca. 100 meter dybe boringer i kalkundergrunden samt udbygning og drift af centralt nødstrømsanlæg. Hensigten med projektet er, at OPS-leverandøren skal færdigprojektere, etablere og drifte et køle- og varmepumpeanlæg i kombination med ATES anlæg med tilhørende hoveddistribution samt udbygge og drifte et centralt 10 kV nødstrømsanlæg for forsyning af hele hospitalet. Til alle omhandlede tekniske anlæg etableres tilhørende SRO-anlæg. Ovenstående tekniske anlæg etableres i nyopført teknikbygning, hvor både opførelse og efterfølgende drift af teknikbygning i 20 år er indeholdt i nærværende udbud.

ATES anlæg:

I dag har Bispebjerg Hospital decentrale køleanlæg, der ikke dækker hospitalets fremtidige behov.

Bispebjerg Hospital skal i de kommende år udvide med større nybyggerier samt renovere en betydelig del af bygningsmassen. Dette medfører et stigende behov for komfort- og proceskøling og dermed et behov for etablering af et nyt køle- og varmeanlæg og tilhørende distributionssystem.

OPS-leverandør skal forestå etablering og efterfølgende drift og vedligehold af det samlede køle- og varmeanlæg i 20 år.

En væsentlig del af køle- og varmebehovet forventes at skulle dækkes af grundvandskøling og lagret varme fra ATES, der genvindes ved hjælp af varmepumper. ATES-anlægget vil skulle opereres som et termisk lager for både varme og kulde.

Bygherren vil gennemføre to fuldskala prøveboringer til 100 meter dybde forud for udbuddet, og disse vil indgå som produktionsboringer i den endelige løsning. Testresultater fra prøveboringer forventes at foreligge som grundlag for dialogmaterialet. Som en del af forberedelse af dialogmaterialet vil Bygherren ansøge om myndigheds-/miljøgodkendelse for udførelse af boringer og anvendelse af grundvandsressourcer, og tilladelse forventes at være modtaget inden udbudsperiodens udløb.

Det forventes, at køleanlægget skal have en samlet kapacitet på ca. 5,4 MW, heraf ca. 3,8 MW fra grundvand og ca. 1,6 MW fra varmepumperne og en samlet varmeydelse på ca. 4,7 MW. Varmepumperne skal kunne fungere som kølemaskiner når grundvandsanlægget er udreguleret. Kondenseringsvarmen skal i denne driftsform kunne bortkøles med grundvand.

Leverandørens opgave omfatter desuden etablering af køledistributionsledninger samt nødvendige bygningsarbejder i forbindelse med etablering af det nye køle- og varmeanlæg, samt efterfølgende indvendig og udvendig drift og vedligehold.

Det vil være en del af opgaven at sikre en gnidningsfri indfasning af de nye anlæg.

Leverandøren skal forestå drift og vedligehold af køle- og varmepumpeanlægget inkl. ATES boringer samt køle- distributionsledninger, fra anlægget er ibrugtaget og frem til aftalens udløb.

Som option inkluderer projektet etablering og drift af nye varmedistributionsledninger.

En række parametre vil som udgangspunkt være lagt fast for OPS-leverandøren, herunder rørdimensioner, føringsveje, krav til komponenter samt placering og udførelsesmetode af boringer. Bygherren bærer ansvaret og risikoen for at der samtidigt kan indvindes og returledes en grundvandsmængde på 300 m3/time på hospitalsgrunden ved tidspunktet for ibrugtagningen. Ved gennemførelsen af boreprogrammet kan det vise sig nødvendigt at bore mere end de forventelige 12 boringer for at opnå den ønskede grundvandsmængde. Forholdet forventes at blive genstand for nærmere drøftelse i dialogfasen med henblik på at sikre en optimal ansvars- og risikofordeling.

Nødstrømsanlæg:

Bispebjerg Hospital skal endvidere have udbygget eksisterende nødstrømsanlæg. Det nye anlæg skal med høj forsyningssikkerhed og hurtig indkoblingstid kunne levere den nødvendige nødstrømskapacitet i tilfælde af manglende forsyning fra hovednettet. OPS-leverandøren skal forestå etablering, drift og vedligehold af det samlede nødstrømsanlæg. Projektet vedrørende nødstrømsforsyning inkluderer tilslutning til eksisterende 10 kV mellemspændingsringledning.

Det samlede nødstrømsanlæg forventes at skulle have en kapacitet på 8900 kVA som en kombination af eksisterende og nye generatorer. Tilslutning skal ske til 10 kV-nettet.

Den nye del af nødstrømsanlægget forventes at skulle have en kapacitet på 5000 kVA og skal etableres i den nye teknikbygning. Det eksisterende nødgeneratoranlæg, der er placeret i eksisterende kælderrum, har en kapacitet på 3900 kVA. Det eksisterende 400 v nødstrømsanlæg skal ombygges og køres sammen med de nye generatorer.

Leverandørens opgave omfatter desuden nødvendige bygningsarbejder i forbindelse med etablering af det nye og ombyggede nødstrømsanlæg, samt efterfølgende almindelig indvendig og udvendig drift og vedligehold i 20 år.

Det vil være en del af opgaven at sikre en gnidningsfri indfasning af de nye anlæg samt bortskaffelse af de dele af det gamle nødstrømsanlæg, der ikke længere skal benyttes.

Leverandøren skal fra ibrugtagelse forestå drift og vedligehold af det samlede udbyggede nødstrømsanlæg herunder det eksisterende nødstrømsanlæg frem til aftalens udløb, mens Bispebjerg Hospital selv forestår drift og vedligehold af eksisterende mellemspændingsringledning. Leverandøren skal drifte ovenstående tekniske anlæg samt varetage styring, regulering og overvågning af de tekniske anlæg.

En række designparametre vil som udgangspunkt være lagt fast for OPS-leverandøren, herunder elektrisk layout, etableringsrækkefølge, indkoblingsstrategi, krav til komponenter og tilslutningspunkter til eksisterende 10 kV mellemspændingsledning. Det bemærkes at Bispebjerg Hospital under etablering, ombygning og udvidelse, konstant og til stadighed skal være nødstrømsforsynet med minimum eksisterende kapacitet indtil samlet udbygget nødstrømsanlæg idriftsættes. Herefter skal ovenstående nødstrømskapaciteter konstant og til stadighed være rådighed i hele driftsperioden. Forholdet forventes at blive genstand for nærmere drøftelse i dialogfasen med henblik på at sikre en optimal ansvars- og risikofordeling.

Teknikbygning:

Det nye køle- og varmeanlæg og nødstrømsanlæg skal placeres i en nyopført teknikbygning leveret af OPS-leverandøren. I den nye teknikbygning etableres ligeledes transformerstation og forsyningsanlæg for bygningen og køleanlægget. Teknikbygning opføres på et af Bispebjerg Hospital klargjort grundareal, tæt på eksisterende nødstrømsanlæg.

Leverandøren skal i hele aftaleperioden drifte og vedligeholde teknikbygningen både indvendigt og udvendigt.

En række parametre vil som udgangspunkt være lagt fast for OPS-leverandøren, herunder placering af teknikbygning, arkitektonisk udtryk, byggetekniske kvaliteter og overordnede ydre dimensioner. Det bemærkes at teknikbygningen skal opføres mellem fredede bygninger. Forholdet forventes at blive genstand for nærmere drøftelse i dialogfasen med henblik på at sikre en optimal ansvars- og risikofordeling.

Generelt:

Etablering af de nævnte tekniske anlæg og teknikbygning skal foregå under hensyntagen til Bispebjerg Hospitals fulde drift i hele perioden herunder i forbindelse med etablering af grundvandsboringer, føringsveje og distributionsnet ved underboringer og underskydninger. Der vil blive stillet performancekrav til leverandørens ydelser i driftsperioden. (Såkaldte »Performance garantier«).

Komplette anlæg og teknikbygning skal være testet, afleveret og klar til ibrugtagning senest ultimo 2017.

Det skal forventes, at der over en kortere periode inden idriftsætning skal ske en rullende ibrugtagning med indfasning af de nye tekniske anlæg og udfasning af de gamle. Der kan ske afvigelser fra den i afsnit II.3) anførte varighed.

Der er tale om en særlig kompleks kontrakt, der både indebærer projektering/design, og hvor de driftsmæssige vilkår, den optimale risikofordeling og de juridiske forhold ikke lader sig fastlægge uden en grundig dialogfase. Udbuddet gennemføres derfor som konkurrencepræget dialog. Dialogen forventes at have størst fokus på samarbejdsmodel, risikofordeling, juridiske vilkår og de tekniske krav til de etablerede anlæg, herunder driften af disse. Ordregiver forventer, at dialogfasen gennemføres i februar-april 2016, hvorefter de tilbageværende dialogdeltagere vil blive opfordret til at afgive tilbud. Tilbudsfristen forventes at blive ultimo maj 2016 med forventet kontraktindgåelse og projektopstart ultimo juni 2016.

Download full details as .pdf
The Buyer:
Region Hovedstaden — Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
CPV Code(s):
31127000 - Emergency generator
31141000 - Water coolers
31682510 - Emergency power systems
31682530 - Emergency power supplies
45000000 - Construction work
45259300 - Heating-plant repair and maintenance work
45300000 - Building installation work
45331100 - Central-heating installation work
45331210 - Ventilation installation work
45331230 - Installation work of cooling equipment
50710000 - Repair and maintenance services of electrical and mechanical building installations
50730000 - Repair and maintenance services of cooler groups
71000000 - Architectural, construction, engineering and inspection services