I forbindelse med udvidelsen af Bispebjerg Hospital planlægges etablering af et parkeringsanlæg med en kapacitet på ca. 500-600 parkeringspladser til personbiler og mindre kassevogne samt til ca. 10 parkeringspladser til motorcykler.
Med et parkeringsanlæg menes en bygning eller lignende som indeholder parkeringspladser eventuelt i kombination med en parkeringskælder og/eller overfladeparkering på terræn.
Parkeringsanlægget er det første byggeri, som igangsættes på Bispebjerg Hospitals område og parkeringsanlægget skal fremstå som et vartegn for det nye Bispebjerg Hospital og være i en balanceret samhørighed med de omkringliggende områder samt det historiske islæt. Endvidere skal parkeringsanlæggets arkitektur indgå i et samspil med nabobygningen mod syd for parkeringsanlægget. Nabobygningen er en kommende laboratorie- og logistikbygning og dispositionsforslaget for denne bygning indgår i udbudsmaterialet.
Parkeringsanlægget skal ud over ind- og udkørselsbaner og parkeringsbåse også indeholde de tekniske anlæg, som naturligt hører sig til ved drift og vedligeholdelse af et sådan parkeringsanlæg.
Opgaven omfatter:
Planlægning og projektering af parkeringsanlægget
Etablering af parkeringsanlægget, herunder til- og frakørselsforhold, elektronisk wayfinding samt udenomsarealer
Planlægning og projektering af parkeringsanlægget forventes påbegyndt i perioden 2.-3. kvartal 2014 og parkeringsanlægget forventes færdigt og ibrugtaget i perioden 4. kvartal 2015-1. kvartal 2016.