Nærværende udbud vedrører kontrakt om levering, implementering, løbende udvikling og vedligeholdelse af it-system til optimering af flextrafik til FlexDanmark.
Beskrivelse af udbuddet:
Ordregiver ønsker til erstatning af sit eksisterende it-system at anskaffe nyt it-system til optimering af flextrafik. Udbuddet vedrører kontrakt om levering, implementering, løbende udvikling og vedligeholdelse af it-systemet.
Flextrafik er behovsstyret kollektiv trafik (DRT), idet kørslen er styret ud fra passagerens behov. Flextrafik samkører dagligt passagerer på tværs af ordninger, kommuner og regioner.
Ved at lade flextrafik varetage den lovpligtige visiterede kørsel, kommer kommunens og regionens kørsler ind i samme pulje af kørsler, og opnår dermed de samme stordriftsfordele som de øvrige kommuner og regioner, der allerede lader flextrafik varetage deres kørsler. Kørslen udføres af vognmænd eller taxiselskaber som trafikselskaberne har indgået kontrakt med igennem udbud.
Koordineringen af kørslen kan ske, fordi alle bestillinger på kørsler indlægges i et specialiseret it-planlægningssystem, der sørger for at planlægge kørslerne, uafhængigt af krav til service og hvem der har bestilt dem. Det betyder, at passagerer, der skal til lægen, kan samkøre med sygehuspatienter eller pensionister, der skal på indkøb. Det er dermed muligt at yde en service, der lever op til det, der ønskes fra det politiske niveau samtidig med, at man kan opnå en bedre styring af udgifterne til kørslen.
Hver dag er opgaven at levere effektiv planlægning og sikker drift i den aftalte kvalitet til gavn for passagerer, kommuner og regioner. Der blev i 2019 gennemført omkring 5,7 mio. rejser for omkring 264 000 unikke personer af omkring 5 100 biler. Det svarer til godt 15 700 rejser pr. dag.
Kerneopgaven i flextrafikken er koordineringen af kørsel, og er baseret på et it-system, som ordregiver stiller til rådighed for trafikselskaberne, og som herunder stilles til rådighed for de enkelte kommuner og regioner, helt ud til de enkelte forvaltninger og afdelinger. Der findes ca. 8 700 registrerede brugere i regioner, kommuner og trafikselskaber, der benytter det eksisterende it-system.
Trafikselskaberne varetager desuden opgaven med overvågning af kørslerne i den daglige drift, ligesom de supporterer kommuner og myndighed i brug af systemet, herunder den løbende justering af myndighedernes opsatte parametre, med henblik på kontinuerlig forretningsoptimering.
Rejsebestillinger oprettes enten af passagerne selv, eller af personale ved enten myndigheder eller trafikselskab. Brugergruppen af flextrafik er bred; fra skolebørn med specielle behov til samfundets ældste og mest udsatte. Bl.a. derfor har trafikselskaberne trafikstyrere til at overvåge og gribe ind når en rejse ikke kan gennemføres indenfor de aftalte rammer – konsekvensen kan være stor, både for den enkelte rejsende og for samfundet.
Visionen for projektet er derfor at trafikselskaberne fortsat skal kunne levere flextrafik-løsninger i den efterspurgte kvalitet. Løsningerne skal være tidssvarende, brugervenlige og effektive.
Den årlige totale volumen for den udbudte kontrakt efter overtagelsen forventes ikke at overstige 4-5 mio. DKK ekskl. moms, med en anslået værdi på leverancen indtil overtagelsen på 25-30 mio. DKK. Volumen er udelukkende vejledende og baserer sig på historiske tal, hvorfor de ikke kan tages som udtryk for en garanteret fremtidig omsætningsstørrelse.
Kontrakten omfatter følgende hovedydelser som uddybes nærmere i udbudsmaterialet.
A. Tilpasning, konfiguration og udvikling af it-system til optimering af flextrafik til erstatning af ordregivers eksisterende optimeringssystem.
B. Implementering i form af bistand til ordregivers idriftsættelse af it-systemet ved trafikselskaberne.
C. Vedligeholdelse, drift og support i form af bl.a. opdatering af programmel, overvågning af it-systemet og varetagelse den daglige tekniske support til ordregivers supportberettigede brugere bestående af bl.a. service desk.
D. Leverandøren skal løbende i medfør af kontrakten videreudvikle it-systemet bl.a. som følge af ændrede og nye kørselsordninger i kontraktens løbetid.