Kampsax Kollegiet, der er et kollegium på Danmarks Tekniske Universitet med 521 værelser, skal undergå en totalrenovering fordelt på 4 fagentrepriser, nemlig VVS, el, ventilation og bygningsarbejder.
Renoveringen vil blive gennemført i ni etaper over de næste 5 år med opstart den 1. maj 2022, således at hver af de 4 fagentrepriser skal udføres for etape 1, før arbejdet på etape 2 igangsættes og så videre, indtil etape 9 er færdiggjort. Der vil altså være en høj grad af afhængighed mellem de 4 fagentrepriser fra begyndelsen af etape 1 til og med færdiggørelse af etape 9. Ordregiver har valgt at tage hånd om dette ved afholdelse af et opstartsmøde, når udbudsprocesserne for alle 4 fagentrepriser er gennemført. Der vil være mødepligt på opstartsmødet.
De fire fagentrepriser bliver udbudt selvstændigt.
Dette udbud omhandler udførelse af fagentreprise nr. 3 om ventilationsarbejderne.
Entreprisen og de konkrete arbejder består bl.a. i følgende:
Komfortanlæg – værelser (Fællesanlæg)
- Inkluderer etablering af nye komfortventilationsanlæg med aggregat placeret centralt på tag – for hver blok – funktion som fællesbetjening af værelser og gange i de enkelte blokke.
Procesanlæg – køkkener (Fællesanlæg)
- Inkluderer etablering af nye procesventilationsanlæg med aggregat placeret centralt på tag – for hver blok – funktion som fællesbetjening af køkkener i de enkelte blokke.
I tillæg hertil er entreprenøren ansvarlig for udførelse af følgearbejder til ventilationsentreprisen. Følgearbejder inkluderer blandt andet teknisk isolering, brandsikring, hultagning og tilhørende bygningsarbejder, herunder tømrerarbejder, murerarbejder og tagdækkerarbejder samt smedearbejder for tag og stativer m.v. Entreprenøren er yderligere ansvarlig for præfabrikeret automatik. Der medfølger færdigleverede komplette aggregatpakker med præfabrikeret intern fortrådning, jf. arbejdsbeskrivelsen.