AffaldVarme Aarhus Fjernvarme A/S, herefter AVA, har indgået en aftale med Innargi Project I GP ApS (et projektselskab 100 % ejet af Innargi A/S), herefter Innargi, om, at Innargi skal forsyne AVA's fjernvarmenet med geotermisk energi, som er varme indvundet fra varmt vand pumpet op fra undergrunden.
Kontraktens nærmere indhold er beskrevet i afsnit II.2.4).
Det er AVA's vurdering, at kontrakten, som alene omfatter indkøb af energi i form af varmeleverancer, er omfattet af artikel 23 i forsyningsvirksomhedsdirektivet (dir. 2014/25), og at kontrakten derfor kan indgås uden afholdelse af udbud, jf. afsnit IV.1.1).
AVA er et varmeforsyningsselskab, som ejer og driver varmeforsyningsnettet i Aarhus. AVA har som strategisk målsætning at inddrage vedvarende energikilder i produktionen af fjernvarme på konkurrencedygtige vilkår.
Formålet med den aftale, som AVA har indgået, er at regulere parternes rettigheder og forpligtelser i relation til udviklingen og udnyttelsen af det geotermiske potentiale i Aarhus i form af efterforskning, anlæggelse og drift af geotermiske anlæg med henblik på Innargis levering af forsyningskapacitet og geotermisk energi til AVA. Det bemærkes, at AVA’s kontraktpart vil være Innargi Project I GP ApS, som er et projektselskab 100 % ejet af Innargi A/S.
Den aftale, AVA har indgået, indebærer, at det geotermiske potentiale i Aarhus efterforskes, og hvis resultatet af efterforskningen er, at geotermiske anlæg kan etableres og drives i overensstemmelse med de aftalte vilkår, skal disse etableres og drives af Innargi. Med aftalen forpligter Innargi sig til at stille forsyningskapacitet af geotermisk energi, som måtte være resultatet af de opførte geotermiske anlæg, til rådighed for AVA.
Innargi påtager sig undergrundsrisikoen og forestår derfor efterforskning af den geotermiske ressource for egen regning og risiko, samt afholder alle omkostninger til at anlægge de geotermiske anlæg, der måtte skulle etableres. Innargi bærer alle egne omkostninger til efterforskningsfasen, herunder til projektplanlægning, teknisk planlægning, indhentelse af tilladelser, etablering af efterforskningsbrønde, vurdering af efterforskningsresultater mv. Såfremt resultatet af efterforskningsfasen fører til opsigelse af aftalen, påhviler ingen af Innargis omkostninger til efterforskningsfasen AVA. Innargi har desuden for egen regning og risiko ansvar for drift og vedligeholdelse af eventuelle geotermiske anlæg. Innargi har ejerskabet til de etablerede geotermiske anlæg.
Som et separat projekt vil AVA selv, evt. efter udbud hvis relevant, skulle forestå indkøb og montering af tilslutningsledninger fra de geotermiske anlæg til det eksisterende fjernvarmenet.
Innargi skal afholde alle udgifter til og har al ansvar for drift og vedligeholdelse af eventuelle geotermiske anlæg. AVA har kun ansvar for drift og vedligehold af sine egne tilslutningsledninger.