I forbindelse med byfornyelse i Højer skal der foretages kloaksanering i Højer. Nærværende udbud omhandler rådgiverydelser i forbindelse hermed. Kloaksaneringen skal foregå ved dels kloakseparering og dels ved semiseparering. Rådgiveren skal foretage projektering som skal munde ud i 4 entreprenørudbud: 1 for etablering af et regnvandsbassin ved A. R. Kjærbysvej, 1 for etablering af regnvandsledning i Kirkegårdsgade og Ved Gamle Dige, 1 for strømperenoveringer og 1 for den øvrige kloaksanering i Højer. Entreprenørudbuddene skal varetages på forskellige tidspunkter.
Byfornyelse i Højer varetages af Tøndermarsk Initiativet. Det skal forventes, at der skal samarbejdes med Tøndermarsk Initiativet og dennes rådgiver omkring regnvandsbassinet ved A. R. Kjærbysvej samt om LAR-løsninger i de semiseparerede områder.
Udbuddet gennemføres som et begrænset udbud jf. bekendtgørelse om fremgangsmåderne for indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (Bekendtgørelse 1624 af 15.12.2015).
Udbuddet gennemføres i 2 faser: 1 prækvalifikationsfase og 1 tilbudsfase.
Udbuddet gennemføres med følgende hovedaktiviteter:
1) Anmodning om prækvalifikation;
2) 4 virksomheder prækvalificeres;
3) De prækvalificerede virksomheder afgiver tilbud;
4) Bedømmelsesudvalget evaluerer tilbuddene;
5) Én af virksomhederne tildeles rådgiverkontrakten.