Udbuddet omfatter indgåelse af en aftale om gennemførelse af det danske bidrag til PISA 2018, der er OECD's syvende runde af undersøgelsesprogrammet »Programme for International Student Assessment«. Formålet med PISA-undersøgelsen er at tilvejebringe viden om niveauet for de 15-åriges viden, færdigheder og kompetencer inden for de tre fagområder læsning, matematik og de naturvidenskabelige fag samt globale kompetencer i en international sammenligning. Danmark har deltaget i PISA-undersøgelserne seks gange. I PISA 2018 lægges der særlig vægt på læsning. Formålet er desuden at undersøge sammenhænge mellem kompetenceniveau, elevsynspunkter og -vurderinger, baggrundsoplysninger om skole og undervisning samt oplysninger om elevernes økonomiske, sociale og kulturelle baggrund. Hovedopgaverne i projektet indebærer oversættelse og kvalitetssikring af nyt materiale til kognitive test og spørgeskemaer, en pilotundersøgelse (2017), en hovedundersøgelse (2018) og en rapportering (2019).
OECD gennemfører den syvende runde af undersøgelsen »Programme for International Student Assessment« — PISA 2018. Den internationale undersøgelse vil basere sig på undersøgelsesbidrag fra de deltagende lande, herunder Danmark, hvor opgaven henhører under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Tjenesteyders udførelse af opgaven skal ske i overensstemmelse med principper og standarder fastlagt af OECD og de internationale kontraktholdere af den internationale koordinering af undersøgelsen. Det internationale samarbejde om undersøgelsens enkelte dele kan evt. medføre justeringer af undersøgelsesdesignet.
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling ønsker at indgå en kontrakt med en tjenesteyder om gennemførelse af det danske bidrag til PISA 2018.
Opgaven består overordnet i at forberede, tilrettelægge og gennemføre den danske del af PISA 2018-undersøgelsen, navnlig omfattende:
a) Oversættelse og kvalitetssikring af materiale til kognitive test i læsning, matematik, naturfag og globale kompetencer.
b) Oversættelse og kvalitetssikring af spørgeskemaer til elever og skoleledere.
c) Udtræk af stikprøver blandt 15-årige skolesøgende unge (stikprøve, hovedundersøgelse, PISA Etnisk).
d) Gennemførelse af pilottest: elektronisk og papirbaseret kognitiv test og elektronisk spørgeskemaundersøgelse. Kodning af de afgivne kognitive test og spørgeskemasvar.
e) Analyse af pilottesten og afrapportering til OECD og de internationale kontraktholdere.
f) Kvalitetssikring af testmateriale og spørgeskemaer til anvendelse i hovedundersøgelsen.
g) Gennemførelse af hovedundersøgelse: elektronisk test og gennemførelse af spørgeskemaundersøgelse. Kodning af de afgivne kognitive test og spørgeskemasvar.
h) Analyse af det indsamlede datamateriale og aflevering af datamaterialet til OECD og de internationale kontraktholdere.
i) Kvalitetssikring af internationale OECD-rapporter.
j) Analyse af de danske test- og spørgeskemaresultater.
k) Udarbejdelse af dansk rapport.
Tjenesteyder skal aktivt deltage i det internationale samarbejde om undersøgelsen, herunder møder for National Project Managers, i hvilken forbindelse der forekommer nogen rejseaktivitet, typisk i form af deltagelse i 2 årlige møder.
Undersøgelsen i Danmark består af en pilotundersøgelse, der skal gennemføres og evalueres i 2017, og en hovedundersøgelse, der gennemføres i 2018 med efterfølgende analyse og rapportering. Udarbejdelse af rapport sker i 2019.