Region Syddanmark (RS) har som led i færdiggørelsen af Nyt OUH indgået aftale med Odense Hospital Project Team Joint Venture I/S (OHPT) om udførelsen af et komplet rørpostsystem inden for det med OHPT aftalte afleveringstidspunkt. Tilkøbet omfatter suppl. arbejder vedr. udførelsen af et rørpostsystem til Nyt
OUH, idet OHPT i forvejen - som en del af Totalentreprisekontrakterne for DP03-DP08 - skal forestå al koordinering og styring af alle arbejder (rørinstallationer, forsyninger, gennemføringer i beton) med grænseflade til rørpostsystemet. Ved ændringsønsket (tilkøbet) er det således tillagt særlig vægt, at parterne herved undgår unødvendige grænseflader og tidsmæssige risici. Ligesom OHPT sikres de mest optimale betingelser ift. udøvelsen af sin styrings- og koordineringsforpligtelse, idet rørpostsystemet da ikke udgør et isoleret projekt, men udgør en integreret del af det samlede byggeri, inkl. intelligent bygningsautomatik, som i forvejen er omfattet af OHPTs ansvar og risiko.
Region Syddanmark (RS) har ved udbudsbekendtgørelsen nr. 2017/S 090-175906 og udbudsbekendtgørelse nr. 2017/S 176-359840 været i udbud med delprojekterne DP03 – Vidensaksen, DP04 – Behandling- og sengeafsnit samt DP05 – Klynge V1, DP06 – Klynge V2, DP07 – Klynge Ø2 og DP08 – Klynge Ø1.
RS har herefter pr. 28. september 2018 og pr. 25. juni 2019 indgået 6 endelige og bindende totalentreprisekontrakter omfattede de 6 udbudte delprojekter. Det blev tilbudsgiveren Odense Hospital Project Team Joint Venture I/S (OHPT) som vandt de 6 delprojekter.
De 6 totalentreprisekontrakter er indgået med følgende bindende totalentreprisesummer svarende til en samlet sum på ca. DKK 4,350 mia.;
- DP03 – Vidensaksen DKK 1.048.337.445,00 ekskl. moms
- DP04 – Behandling- og sengeafsnit DKK 1.741.472.973,00 ekskl. moms
- DP05 – Klynge V1 DKK 418.298.226,00 ekskl. moms
- DP06 – Klynge V2 DKK 330.000.605,00 ekskl. moms
- DP07 – Klynge Ø2 DKK 302.411.551,00 ekskl. moms
- DP08 – Klynge Ø1 DKK 509.800.000,00 ekskl. moms
I forbindelse med udbuddet af de 6 totalentreprisekontrakter var visse tværgående entrepriser og leverancer udeholdt som bygherreleverancer. Årsagen var den, at der for disse var krav om ensartethed, idet bl.a. det valgte rørpostsystem nødvendigvis skulle være ét system på tværs af alle totalentrepriserne på Nyt OUH.
RS vidste ikke på udbudstidspunktet, om RS ville få en eller flere kontraktparter på de 6 særskilt udbudte delprojekter. Nu hvor det efter gennemførelsen af udbuddet af delprojekterne DP03-DP08 har vist sig, at der kun er én totalentreprenør på projekterne, har det været muligt at sikre den nødvendige systemensartethed ved en efterfølgende overdragelse af alle arbejderne vedr. etablering af rørpost til OHPT.
Tillægsaftalen omfatter således tilkøb af arbejder vedr. rørpost til Nyt OUH. Rørpost anvendes til forsendelse af bl.a. prøver og blodprøver i patroner i rør ved hjælp af lufttryk. Det komplette rørpostsystem består af hhv. et hoved-rørpostsystem og et AKP akut-rørpostsystem og udgør traditionelt set et ”bygge- og anlægsarbejde”. OHPT skal i forvejen som en del af totalentreprisekontrakterne for DP03-DP08 forestå etableringen af alle tekniske installationer (rørinstallationer, forsyninger, gennemføringer i beton) og al bygningsautomatik med grænseflade til rørpostsystemet, samt forestå al koordinering og styring heraf. Ved tilkøbet af arbejderne vedr. rørpost er det derfor tillagt særlig vægt, at OHPT herved overtager alle entrepriseretlige grænseflader og alle risici. Både ift. installation, test og samlet commissioning (tekniske grænseflader), men også i forhold til rettidig udførelse inden for rammerne af den samlede tidsplan for Nyt OUH (tidsmæssige grænseflader).
OHPT får herefter det fulde ansvar og den fulde risiko for udførelsen af et samlet byggeri inkl. et komplet rørpostsystem.
Tilkøbet af arbejder vedr. etablering af rørpost har en økonomisk værdi på ca. DKK 16,3 mio. ekskl. moms ud af en samlet kontrakt værdi for alle de 6 delprojekter DP03-DP08 på DKK 4,35 mia. svarende til en samlet udvidelse på 0,4 %. Konkret ønskes tilkøbet foretaget til totalentreprisekontrakten DP04 – Behandling og sengeafsnit, som størrelsesmæssigt har den største koncentration af arbejder forbundet med etablering og installering af rørpost. DP04 – Behandling- og sengeafsnit har en samlet kontraktværdi på DKK 1.741.472.973,- ekskl. moms og tilkøbet af arbejderne vedr. rørpost udgør således en beløbsmæssig ændring på ca. 0,9 % af DP04-kontrakten.
På denne baggrund gennemførte RS ikke et separat udbud af arbejderne relateret til udførelsen af rørpost, idet tilkøbet ansås som en naturlig del af den/de samlede totalentreprisekontrakt(er) for Nyt OUH, og som et led i OHPT’s samlede koordinerings- og styringsforpligtelse, men indrykkede den 22. juni 2021 i stedet en bekendtgørelse med henblik på frivillig forudgående gennemsigtighed (2021/S 119-312219).