Udbuddet omfatter en rammeaftale med én leverandør om udskiftning af gasmålere hos private forbrugere.
Energinet har pr. 30.9.2016 erhvervet selskabet Dansk Gas Distribution A/S, CVR-nr. 27210406. Fra og med den 30.9.2016 er det således Energinet, som er ansvarlig for gasdistributionen til ca. 122 000 gasaftagere i Syd- og Sønderjylland samt på Syd- og Vestsjælland. Gasdistributionen vil fortsat ske via det erhvervede selskab Dansk Gas Distribution A/S. Der er tale om et fælles udbud, hvor udbuddet gennemføres af Energinet på vegne af Dansk Gas Distribution A/S.
Udbuddet omfatter indgåelse af en rammeaftale med 1 leverandør om udskiftning af gasmålere i rammeaftalens løbetid på 4 år.
Udskiftning af gasmålere sker i såkaldte udskiftningsprogrammer, der bestilles særskilt.
Ordregiver foretager løbende stikprøvekontroller af målerpartier, og udskiftningsprogrammerne vedrører fejlramte målerpartier.
I forbindelse med rammeaftalens indgåelse ønsker ordregiver 1. udskiftningsprogram iværksat efter særskilt bestilling på rammeaftalens vilkår. Dette udskiftningsprogram omfatter ca. 8 600 gasmålere hos private forbrugere. Målerne er opsat hos private forbrugere i Syd- og Sønderjylland (ca. 6 700) og i Vest- og Sydsjælland (ca. 1 900). I Jylland drejer det sig om 3 partier af typen Gallus 2000TC i følgende årgange:
— Årg. 1997: ca. 1 700 stk.;
— Årg. 2000: ca. 2 600 stk.;
— Årg. 2001: ca. 2 300 stk.
På Sjælland drejer det sig om 1 parti af typen IGA AC5M årgang 2004 og 2005.
Målerne skal udskiftes i perioden medio 2017 til ultimo 2019, jævnt fordelt over hele perioden.
Arbejdet med udskiftning af målere omfatter generelt samtlige ydelser i forbindelse med udskiftning af eksisterende måler med ny måler, herunder afbrydelse for gasfyr, lukning for gassen, demontering af eksisterende måler, montering af ny måler, evt. udskiftning af målerbeslaget, tæthedskontrol, åbning for gassen,udluftning, opstart af gasfyr, kontrol og regulering af tryk på regulator, oversæbning af prøvestudser samt plombering af måler.
Henset til rammeaftalens forventede værdi isoleret set er rammeaftalen ikke omfattet af Forsyningsvirksomhedsdirektivet. Udbuddet gennemføres dog som et EU-udbud, da det er ordregivernes vurdering, at såvel værdien af anskaffelsen af de pågældende målere (som sker i et andet udbud) som værdien af kommende tilsvarende rammeaftaler om udskiftning af målere skal lægges sammen i vurderingen af den samlede tærskelværdi. Det er derfor ordregivernes skøn, at den samlede værdi kan overstige tærskelværdien.