Den udbudte kontrakt omfatter videreudvikling, vedligehold og support samt drift af Smittestop-appen. Smittestop-appen vil være i drift, så længe det er relevant i forbindelse med COVID-19, og at der er politisk opbakning til, finansiering samt lovmæssigt grundlag for løsningen, hvilket på nuværende tidspunkt forventes at være til udgangen af 2021. Der er mulighed for at forlænge kontraktperioden med op til 1 x 12
Måneder.
Appen er siden lanceringen 18. juni 2020 hentet mere end 2 mio. gange, og ca. 1/3 af de personer, der testes positiv med COVID-19 melder sig smittet i appen for at give besked om smitterisiko til de personer,
som de har været tæt på.
Smittestop-appen er Danmarks smitteopsporings-app, hvor brugere kan melde sig smittet med COVID-19 og give besked om smitterisiko til andre, som de har været tæt på. Appen er et supplement til andre tiltag med det formål at kontrollere smittespredningen i samfundet.
I efteråret 2020 blev Smittestop integreret til en række EU-landes smitteopsporingsapps, så appen virker på tværs af grænser.
Kontrakten omfatter overordnet følgende ydelser i forhold til Smitte|stop-appen (den eksisterende løsning): Drift, vedligehold og support, samt videreudvikling. Videreudvikling forventes i 2021 at fokusere på optimering af grundfunktionaliteten i appen. Herudover omfatter kontrakten ligeledes supplerende tilknyttet ad hoc konsulentbistand.
Smittestop løsningen består af en backend og frontend (IOS/Android). Frontend er udviklet i rammeværktøjet Xamarin. Løsningen er integreret til Google og Apples API’er ’Exposure Notification’, til den fælles europæiske gateway (der forbinder de europæiske apps) samt til NemID og MiBa (Den danske mikrobiologidatabase, der indeholder prøvesvar for COVID-19). Appens snitflade til den autorisationsserver, hvor borgere kan logge ind med NemID og får valideret, at de er testet positiv, er ikke omfattet af denne kontrakt. Endvidere er integrationen til MiBa ikke omfattet af denne kontrakt.
Nærmere information om løsningen fremgår af udbudsmaterialet.
På enkelte områder anvender den nuværende leverandør egen udviklede værktøjer. Dette gør, at tilbudsgiver på nogle områder skal etablere egne værktøjer forud for overtagelse af ansvaret for levering af ydelserne i forhold til den nuværende eksisterende kode.
Smittestop anvender mobiltelefoners bluetooth teknologi til at registrere kontakter mellem brugerne. Det teknologiske setup af bluetooth på mobilerne fra de mange mobilproducenter er forskelligt, hvilket giver behov for dialog med mobilproducenter og kvalitetsforbedringer i Smittestop for at imødegå uhensigtsmæssigheder.
Google og Apple foretager løbende forbedringer i deres ’Exposure Notifikation’ API. Det er derfor afgørende, at tilbudsgiver følger ændringer i disse API’er og løbende foretager implementering af ændringer. Dette omfatter også anbefaling af best practises fra Google og Apple.
Politisk er privacy by design prioriteret højt. Dette gør, at identiteten på brugerne af Smittestop ikke kendes, og den høje grad af privatlivsbeskyttelse gør, at det i begrænset omfang er muligt at følge brugernes brugsmønster af Smittestop. Dette begrænser muligheden for fejlsøgning i løsningen.
Sundhed.dk varetager 1. level support i forhold til brugerne. Der er omkring 250 henvendelser om ugen om appen, og en del af disse sendes til afklaring hos leverandøren. 2. level support er således en væsentlig opgave i varetagelse af supportopgaven. Dette omfatter også overvågning af brugsmønstre og supportsager og efterfølgende forslag til kvalitetsforbedring for at imødegå uhensigtsmæssigheder.
Det bemærkes derudover, at dokumentationen for løsningen er udarbejdet på engelsk.
Den i pkt. II.2.7) angivne startdato for kontrakten, er den forventede dato for indgåelse af kontrakt. Kontrakten kan opsiges med et varsel på 3 måneder i 2021, samt under en evt. forlængelse i 2022. Hvis kontrakten opsiges til ophør tidligere end 31. december 2021 er leverandøren berettiget til exitfee.
I relation til punkt II.1.5) og punkt II.2.6) bemærkes, at beløbet udgør et skøn over den forventede kontraktsum for kontraktens fulde løbetid, inklusive prisen for forlængelse og option. Skønnet er baseret på, at der er afsat midler til Smittestop appen i 2021. I 2021 er det estimerede budget på 5-8 mio. DKK I dette estimat indgår alle vederlag til leverandøren inkl. vederlag for transition ind. For 2022 er det estimerede budget på 5-8 mio. DKK, såfremt kontrakten forlænges. Den samlede kontraktværdi er skønnet til at være i intervallet 5 – 16 mio. DKK.