Styrelsen ønsker at indgå kontrakt om levering af en processor, tilhørende diske og virtuelt tapeudstyr (VTS).
Styrelsen driver og udvikler bl.a. de systemer, der understøtter udarbejdelse af Finanslov og Statsregnskab. Systemerne er egenudviklede og drives i dag af styrelsen selv i et mainframemiljø, der i dag består af en IBM zBC12 (2828-K01), samt diske af type IBM DS8870 (2423). Hertil kommer et ældre tapesystem bestående af 3592-L06 Controller, TS3400 Tape Library (3577) og TS1100 Tape Drives (3592-E06). Systemerne afvikles under operativsystem IBM zVM 7.1.
Styrelsen ønsker en processor, der er bagudkompatibel, således at den er i stand til at afvikle styrelsens eksisterende systemer.
Processoren skal klargøres og tilkobles til eksisterende ydre enheder, og data skal migreres som en del af leverancen.
Formålet med kontrakten er at give styrelsen et opgraderet og tidsvarende miljø hvad angår disk og backupløsning, samt en øget kapacitet som muliggør en kapacitetsudvidelse.
Styrelsen ønsker en processor kapacitet på mindst 190 MIPS (CP) samt én IFL-processor. Endvidere central storage på minimum 64 GB, samt mindst 18 TB tilgængelig (dvs. formateret til anvendelse af operativsystemet) disk kapacitet.
Disk og processor ønskes integreret i samme boks for at sikre driftssikkerhed og driftsstabilitet. Derfor ønsker styrelsen at indgå en aftale om anskaffelse af processor og diske af samme fabrikat, som udover, at de integreres optimalt i samme boks, også bliver installeret samtidig. Endvidere ønsker styrelsen en virtuel tapeløsning (VTS) med en kapacitet på minimum 20 TB. Denne skal kunne tilsluttes mainframen via FICON kanaler og skal kunne udføre spejling af data til tilsvarende udstyr på en anden lokation (over et TCP/IP-netværk)
For alle enheder (processor, disk og VTS) gælder, at enhederne er fabriksnye, og at kapaciteten om nødvendigt skal kunne udvides med mindst 100%.