Udbuddet vedrører drift, vedligeholdelse, support og videreudvikling af IT-systemet DIAS samt tilhørende platform. DIAS (Digital Indberetning af Selskabsskat)) anvendes af selskaber og deres revisorer til indberetning af selskabsselvangivelsen med automatisk beregning af den skattepligtige indkomst efter fradrag af fremførselsberettigede skattemæssige underskud.
Systemet DIAS håndterer selskabers selvangivelse under hensyntagen til de sambeskatningskredse, de indgår i og fremsender skatteindberetningen til SelskabsSkatteSystemet (3S) som er et af Skatteministeriets it-systemer og som danner årsopgørelsen. DIAS kommunikerer med et mindre antal systemer (se Bilag 2 Systembeskrivelse) via webservices og har enkelte eksterne overførsler. Systemet tilgås online af brugerne. Brugere i Skatteministeriets koncern benytter single sign-on, hvorimod øvrige brugere (fx selskaber og deres revisorer) tilgår DIAS ved brug af NemID eller i få tilfælde TastSelv-kode. Alle login-muligheder håndteres sikkerhedsmæssigt af kundens sikkerhedsløsning, Den Centrale Sikkerhedsløsning (DCS). DIAS bygger på principperne om Service Orienteret Arkitektur og kører på en Linux-platform. Der er tale om kundespecifikt programmel, som er kodet i PL/SQL og Java og baserer sig på Oracle WebLogic version 12.c. Data opbevares i en Oracle database. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen udbyder rammeaftalen på vegne af hele Skatteministeriets koncern.
Kontrakten vedrører følgende hovedydelser:
a) Drift, omfatter: drift, vedligeholdelse og overvågning af driftsmiljøet.
Miljøer: I den nuværende løsning anvendes der fire driftsmiljøer: et Testmiljø, et Pre-Produktionsmiljø, et Produktionsmiljø, samt et administrativt miljø (DNOC, til bl.a. overvågning).
Licenser: Systemerne afvikles på Oracle produktstakken (WebLogic server 12.2, DBMS 19.0), som stilles til rådighed af Skatteforvaltningen.
Operativsystemet er Oracle Linux Server 7.9. Platformen er repræsenteret i Test-, Pre-Produktions- og Produktionsmiljøer. Desuden bruges Windows Server 2012 R2 til overvågning i DNOC-miljøet.
b) Support og vedligeholdelse omfatter:
- servicedesk for 2nd level support
- incident, problem og change management samt forebyggende teknisk vedligeholdelse.
c) Videreudvikling omfatter:
Ændring af funktionalitet i det udbudte system, herunder ændring af funktionalitet, der skyldes ændringer i lovgivning eller tekniske retningslinjer fra EU-Kommissionen eller andre offentlige myndigheder.
Kildekoden er primært Java (ca. 70 %), med mindre andele skrevet i PL/SQL (ca. 6 %), Groovy (ca. 4 %), JavaScript (2 %).
d) Transition ind omfatter:
- etablering af drifts-miljøet, samt migrering af systemerne fra eksisterende leverandører til ny leverandør
- overdragelser af eksisterende drifts-miljø fra eksisterende leverandør til ny leverandør.