Ordregiver udbyder en rammeaftale vedrørende levering af abonnementer og terminaler til satellittelefoni, radiokommunikationsudstyr samt service og support. Se afsnit II.2.4) for en beskrivelse af udbuddet.
Udenrigsministeriet anvender satellitkommunikation til satellittelefoni og internetadgang via satellitsystemer. Satellitkommunikation anvendes i de situationer, hvor Udenrigsministeriet ikke har almindelig adgang til andre former for kommunikation. Satellitkommunikation anvendes almindeligvis på Udenrigsministeriets repræsentationer i hele verden, ved særlige lejligheder til kommunikation mellem relevante parter samt ved kriser.
Udenrigsministeriet har i rammeaftalens varighed brug for at anskaffe satellitkapacitet til Udenrigsministeriets eksisterende terminaler, nye terminaler, tilbehør til nye terminaler, satellitkapacitet til nye terminaler, og service- og support. Tilbudsgiver skal derudover stille et bestillingssystem til rådighed og levere ad-hoc ydelser i form af teknisk bistand i hele verden.
Rammeaftalens anslåede værdi er DKK 8.000.000-12.000.000. Det anførte interval er begrundet i usikkerheden om rammeaftalens reelle værdi. Intervallets nedre grænse er således udtryk for ordregivers mest kvalificerede skøn over rammeaftalens værdi på nuværende tidspunkt, mens intervallets øvre grænse udtrykker rammeaftalens maksimale værdi.